Af Poul Madsen
Dansk Energi har udarbejdet en ny tariferingsmodel 2.0 på foranledning af Energitilsynet. Energitilsynet sendte udkastet i høring d. 7. maj, og LFASE har kommentarer høringsudkastet – følg linket nederst.
Tariferingsmodellen har været undervejs i nogle år, og allerede nu mærker adskillige solcelleejere, at elselskaberne pålægger dem afgifter. Afgifterne dækkes ind under flere betegnelser, bl.a. rådighedsbeløb, tariffer og/eller abonnement.
Efter sigende erklærede flere elselskaber oprindeligt, at de ikke ønskede at pålægge solcelleenerne afgifter. Forskellige kilder angiver, at det er Energitilsynet, der har krævet afgifterne pålagt ud fra den vinkel, at alle skal være med til at betale til det fælles elnet.
Dette kan synes rimeligt nok, men afgifter var ikke noget, som solcelleejerne oprindeligt var stillet i udsigt, og LFASE har påpeget dette.
Videre har LFASE bemærket, at tariferingsmodellen er et dokument på omkring 30 sider og ikke ligefrem er let at læse og forstå for en solcelleejer. Det betyder, at det for en solcelleejer vil være praktisk umuligt at efterkontrollere, om regningen fra et elselskab er udregnet korrekt.
I tariferingsmodellen er nævnt elmålere og produktionsmålere. Førstnævnte er ikke pålidelige, når strømmen løber i begge retninger, og sidstnævnte er noget, solcelleejeren kan få installeret mod betaling. Næppe mange af de tidlige solcelleejere blev gjort opmærksom på dette, da de investerede i et anlæg.
LFASE har endvidere påpeget, at udviklingen peger i retning af selvforsyning. Der kommer stadig nye produkter på markedet til energilagring. Fritagelse for afgifter er et selvfølgeligt krav. Hvorfor skulle selvforsynere betale til et elnet, de ikke er fælles med andre om?
Landsforeningen af Solcelleejere
LFASE Kommentar til høringsudkast om tarifering