Af Poul Madsen
Næstformand Leif Olesen har modtaget et notat fra Peter Allan Nielsen om 2 af hullerne i reglerne omkring solceller. Netop reglerne er noget af det, som LFASE ønsker at deltage i arbejdet med at udforme, så der ikke forekommer urimeligheder eller “huller”, som skal tætnes.
I de 2 eksempler herunder fremhæver Peter Allan NIelsen de net-tariffer, som et energiselskab kan pålægge en slutbruger.
Det første eksempel handler om forskellen for en solcelleejer, der har forbrugt 12.000 kWh og derefter piller sit solcelleanlæg ned. Ejeren vælger at lade huset stå som sommerhus og flytter til en større by. For energiselskabet ville det betyde en manglende salgsindtægt på ca. 10.000 kWh om året. Spørgsmålet er så, om solcelleejeren stadig skal betale afgift på 21 øre af de 10.000 kWh, også selv om ejeren ikke bruger dem. Omkostningerne til elværket er jo de samme, uanset om ejeren stadig har solcelleanlægget, men ikke har behov for at bruge strømmen, eller om ejeren flytter ud af sit hus.
Energiselskabet har nøjagtig samme omkostninger i de 2 scenarier.
Det næste eksempel handler om et landbrug, som plejer at forbruge 2-3 mill. kWh om året, går konus. Gården opkøbes af en anden gårdejer. Landbrugsproduktionen nedlægges, så strømforbruget bliver 2-3 mill. kWh timer mindre på ejendommen. Kabler og installationer er de samme. Skal den gårdejer, der overtager ejendommen stadig betale afgift til nettet i forhold til det forbrug der før var på ejendommen, eller er det kun solcelleejere, der skal betale skat af det forbrug, de havde før. I begge tilfælde er nettet der jo stadig.
Notatet indeholder forslag om, at man fx kunne opsummere alle installerede kW på de forskellige ejendomme og dividere dem op i faktiske netudgifter. Derved ville alle blive behandlet retfærdigt.
Hensigten med et energiselskabs særopkrævning er at beskatte specielt solcelleejerne (grøn energi). Det vil være mere retfærdigt, at de andres manglende køb af strøm også skal beskattes, så alle behandles ens.
Elværkets argumentation for opkrævning af denne afgift for det manglende køb af strøm er, at de andre forbrugere, som ikke har solcelleanlæg, kommer til at betale for solcelleejerne. Men denne argumentation holder ikke. For det første har de pågældende forbrugere ikke investeret penge eller løbet nogen risiko. For det andet er den strøm, som forbrugerne køber, produceret fra fossile brændsler eller atomkraft, og dette er alt andet lige dyrere end for de, der har investeret i grøn energi, netop det, som staten ønsker at fremme.
Endelig er det helt galt, at man efterfølgende kan pålægge solcelleejerne udgifter, som ikke var kendte på det tidspunkt hvor man traf beslutningen om investering i solcelleanlæg. Det kan man kun tillade sig at gøre på fremtidige solcelleanlæg. Alle udgifter/omkostninger skal naturligvis være kendte ved enhver investerings start.
Konklusionen er, at Energiselskabet mangler et afgiftsgrundlag til at drive elnettet. Da der ikke er ekstra udgifter ved at tilslutte solcelleanlæg – fordi nettet alligevel er tilstede og skal kunne transportere den mængde strøm, forbrugeren aftog inden solcelleanlægget – kan netselskabet ikke hævde at de har ekstra udgifter grundet etsolcelleanlægget.
Energiselskabet har altså et manglende salg, som de kan lægge afgifter på. Alle skal være med til at betale, og det gøres bedst ved at lægge alle udgifter ud på de forskellige ejendomme, dividere de samlede netomkostninger med installerede kW på de forskellige ejendomme. Så er alle lige.
LFASE tager naturligvis dette notat med i listen af forslag, som vi arbejder på.