Hvad består et solcelleanlæg af?
Et solcelleanlæg består af
- et antal solceller bygget sammen i paneler, der er koblet sammen
- en inverter (vekselretter), der omsætter 12 V jævnstrøm til 220 V vekselstrøm
- Datalogger til opsamling og præsentation af data
Efter 2-3 års drift har et solcelleanlæg i Danmark produceret den samme mængde energi, som blev brugt til at fremstille anlægget.
Med et tilpas stort anlæg kan man blive selvforsynende med strøm i mange år frem. Et 6 kW anlæg vil kunne levere strøm nok til de fleste familiers elforbrug, men her skal der naturligvis tages højde for hver families individuelle elforbrug.
Lige som med alt muligt andet fås solceller i mange forskellige kvaliteter. Der er en vis grad af sandhed i, at du får, hvad du betaler for, men det gælder ikke nødvendigvis altid. Det, man skal se på, er pris i forhold til ydelse, samt hvilke garantier, leverandøren giver. Man skal have tillid til sin leverandør.
Nettomålerordningen (gammel ordning før 19. november 2012)
Elproduktionen fra eget solcelleanlæg afregnes i Danmark efter nettomålerordningen. Der findes 2 forskellige elmålere: Den ene viser KØB og SALG (kan fjernaflæses – benyttes af SEAS-NVE). Den anden løber baglæns eller forlæns afhængigt af solcelleproduktionen og husstandens aktuelle strømforbrug. Problemet med sidstnævnte er bla. at du ikke kan aflæse den mængde strøm du forbruger, før du sælger til nettet. Denne måler anvendes stadig i DONGs område.
På solrige dage sendes overskydende el ud på elnettet og din elmåler viser salg eller løber baglæns. På dage, hvor solen ikke skinner, kan du forbruge el fra nettet på sædvanlig vis, og din elmåler viser køb eller løber forlæns.
Om vinteren køber man altid mere strøm, end man producerer, mens man om sommeren producerer mere, end man forbruger. Med nettomålerordningen bliver det hele opgjort som en årsopgørelse, og har man forbrugt mere el, end man har produceret, betaler man differencen, og omvendt.
Nettomålerordnngen (Ny ordning)
Med lov nr. 901 af 4. juli 2013 har Folketinget vedtaget, at lejere og udlejere har samme mulighed for at nettoafregne på timebasis, som ejere af boliger.
Klima-, energi- og bygningsministeren har mulighed for at bestemme, at puljen for 2013 først fordeles i 2014. Det bemærkes, at dette ikke ændrer ved, at puljen kun vil kunne fordeles til nye anlæg.Energinet.dk vil således eksempelvis ikke kunne yde tilsagn om støtte til anlæg, som allerede er etableret.
Den 1. september 2013 træder den nye nettoafregningsbekendtgørelse vedr. nettoafregning for egenproducenter af elektricitet i kraft. Den erstatter både bekendtgørelse nr. 1068 og bekendtgørelse nr. 90. Du kan finde og læse bekendtgørelsen (BEK nr. 1032 af 26/08/2013) på www.retsinfo.dk
Regeringen har vedtaget lovforslag L199 i Folketinget den 28. juni 2013 vedr. justeringer af solceller. Du kan finde og læse loven (lov nr. 900 af 04/07/2013) i menuen til venstre under ‘Lovgivning‘.
Regeringen har vedtaget et nyt lovforslaget i Folketinget den 28. juni 2013 vedr.
lejeres mulighed for nettoafregning.
Loven hedder lov nr. 901 af 4. juli 2013 og den blev ikraftsat med bekendtgørelse 970 af 23. juli 2013
kilde: Energinet
Placering af solceller
Den optimale placering er stik mod syd og i en 45 graders vinkel. Men i praksis kan de placeres fra sydøst til sydvest og i en vinkel mellem 20 og 60 grader. Ydelsen varierer alt efter hvor optimal placeringen er, men egentlig er der kun relativt få procents forskel fra den ene vinkel til den anden.
Årets solskinstimer
Figuren til højre viser det gennemsnitlige antal solskinstimer fordelt over året (taget over 10 år). Færrest timer er der i december og januar med ca. 45 timer, mens kurven topper i maj, juni og juli med over 230 timer. tjek solindstrålings timer her
(Kilde: DMI)
Hvad man skal være opmærksom på ved opsætning af solceller
Det vigtigste er at undgå skyggegivere – dette er den altovervejende barriere for, om solceller kan fungere praktisk og fornuftigt. Træer er den hyppigste skyggegiver, men det kan også være nabobygninger, hvis man bor i tæt bebyggelse, eller skorstene, hvis man f.eks. bor nær industri. Endelig kan der være skyggegivere helt tæt såsom parabolantenner og udbygninger i form af kviste.
Tagflader, der samlet ikke er store nok til hele solcelleanlægget
Hvis ens samlede tagflade ikke er stor nok til hele solcelleanlægget, er det muligt at dele anlægget op i flere størrelser. Men æstetikken skal tages med i betragtning både af hensyn til dig selv, af hensyn til naboerne, men også af hensyn til et eventuelt fremtidigt salg. For at se pænt ud, bør solcellerne ikke være spredt ud som tilfældige klatter. Ofte kan anlægges installeres, så det flugter pænt med taget, og leverandøren vil typisk have forslag til, hvordan du får den bedste løsning såvel praktisk som æstetisk.«
Tage, der står over for snarlig udskiftning
Solceller holder i 20 år eller mere, så du skal gøre op med dig selv, om det er tid at skifte taget først. Skiftes taget, er det en æstetisk overvejelse værd, om solcellerne skal lægges ned i taget frem for at lægge uden på taget i aluminiumsrammer, hvilket normalt gøres. Skifter man tagbelægningen og får lavet et solidt undertag i hvert fald der, hvor solcellerne skal være, kan man næsten få dem ned i et niveau, så de flugter med teglstenene.
Hvis solcellerne ikke kan placeres på taget
Hvis solcellerne ikke vender hensigtsmæssigt, kan de måske monteres på et stativ på gavlen. Har man en carport med fladt tag, kan solcellerne placerees på et stativ dér – ved carporte har man ofte tiltstrækkelig bevægelsesfrihed til at kunne placere solcellerne optimalt. Alternativt kan man simpelthen placere solcellerne ude i haven hævet en halv meter over jorden for at undgå den værste sne. Har man lidt fantasi og en lille havearkitekt i sig, kan man sagtens bruge havens flade på kreativ vis.
Tilladelser, man skal søge før opstilling af et solcelleanlæg
Almindeligvis er det ikke nødvendigt at søge tilladelse. Visse steder findes der lokale restriktioner mod reflekterende tagmateriale såsom glaseret tegl, men det gælder ikke for solceller. Oftest står der specifikt i regulativerne, at solcelleanlæg er undtaget, og desuden reflekterer mange solceller mindre lys end selv et ovenlysvindue.
Hvem man skal kontakte i forbindelse med opstilling af et solcelleanlæg
Et solcelleanlæg skal anmeldes til det lokale elselskab – i hvert fald hvis anlægget skal tilsluttes det offentlige elnet. Rent praktisk skal elselskabet på besøg for at tjekke, om din nuværende elmåler kan bruges – ikke alle målere kan anvendes, hvis man vil sende strøm ud på elnettet. Besøget har samtidig den fordel, at elselskabet sørger for, at man bliver tilmeldt energinet.dk, så man får godtgørelse for eventuel overskydende strøm. Man skal i øvrigt være opmærksom på, at elselskabet ikke nødvendigvis er det selskab, hvorfra man køber sin strøm. Men elselskabet er det, hvortil man betaler sin målerafgift.
Betaling for strømmængde produceret af solceller
Et godt placeret anlæg på fx 2 kW (15-18 m2) kan producere op til 2000 kWh om året. Man skal være opmærksom på, at husstandsinstallerede solceller maksimalt må være på 6 kW for at opfylde kravene i nettomålerordningen. Producerer man mere strøm, end man forbruger på et år, kommer man til at sælge strømmen billigt – “Det afhænger af hvilken ordning du producere strøm under”.
Det kan ikke betale sig at producere mere strøm, end man selv bruger. Derfor bør man også se 5-10 år frem i tiden og overveje mulige større ændringer i ens forbrug: Har man f.eks. børn, der flytter hjemmefra om et par år, vil ens elforbrug sandsynligvis falde markant.
Vedligeholdelse af solcelleanlæg
Det fænomenale ved solceller er, at de passer sig selv. Hvis solcellerne hælder mere end ca. 20 grader, renser de sig selv ved hjælp af regn og sne. Selve solcellerne holder i mindst 20 år, mens man nok må regne med evt. at skulle skifte inverteren én gang i løbet af den tid.
Overvejelser omkring Solceller
Vi får rigtig mange henvendelser fra folk der går i overvejelser om køb, hvad vi kan anbefale og hvilke erfaringer vi har med de forskellige fabrikater og installatører.Vi hverken kan eller vil gå ind i en evaluering af ovennævnte.
Men en væsentlig baggrund for denne foreningen / hjemmeside er at give alle mulighed for at skaffe sig en basal viden INDEN de underskriver nogen aftale med installatøren!
Et råd vil vi gerne give:
Vælg kun et firma som er omfattet af KSO-ordningen!, at de er omfattet af en garanti ordning! i tilfælde af firmaet ophører og det skal være det firma der installerer – ikke bare et handelsselskab!
Du kan tjekke dette ud her: KSO-ordning.dk
Fra 2014 er et kvalitetssikringssystem for installatører et lovkrav. Indtil da kan du på ren1ergi.dk finde en liste over firmaer som frivilligt har gennemført kravene!
1. Læs nu nedenstående – det kan vise sig at være den højeste timeløn, du nogensinde får!
2. Indhent altid mindst 2 tilbud inden du vælger installatør – og lyt omhyggeligt efter det han fortæller dig. Vær på vagt overfor mange tekniske fremmedord og begreber – bed ham om at fortælle på dansk, hvad det betyder! og bed om referencer til solcelleanlæg som han har etableret.
3. De forskellige energiselskaber har desværre (endnu!!) forskellig praksis for ansøgningsprocedure for at få tilskud til CO2 reducerende investeringer. DET ER INSTALLATØREN der skal søge om dette – inden projektet opstartes. MEN det smutter ofte – vær derfor opmærksom på dette! Energi Midt forlanger at det er ejeren der søger!
Til din orientering er arbejdsgangen således, vedrørende tilslutning af VE anlæg (maks. 6 kw):
Din installatør skal udfylde skemaet “stamdata for anlæg mindre end eller lig med 6kw”
Stamdata-skemaet tilsendes dit regionale elselskab
Dit elselskab opretter dit anlæg i Energinet.dk’s Stamdataregister
Når anlægget er oprettet, modtager du et GSRN-nummer fra elselskabet. GSRN-nummeret er dit anlægs ID nummer.
Når du har modtaget GSRN-nummeret, skal du søge om nettoafregning hos Energinet.dk
Vi har i samarbejde med TEKNIQ (installatørernes brancheorganisation), udarbejdet en fælles vejledning til installatøren.
Vi bruger vores politiske netværk til at lægge pres på alle parter om at få gennemskuelige regler og ens procedurer.
4. Nogle installatører har efter landsforeningens opfattelse for stort focus på at tale skatteteknik. For os drejer det sig primært om at medvirke til at producere forureningsfri strøm til eget brug.
5. Hvis du får et tilbud fra en leverandør, som er så billigt, at det får dig til at tænke, at det næsten er for godt til at være sandt, så bør du nok være ekstra omhyggelig med din aftjekning af leverandøren!
Skulle du have spørgsmål efter at have læst dette, så prøv at besøge www.energitjenesten.dk (uafhængig oplysende organisation) eller www.ren1ergi.dk (installatørernes brancheorganisation)