En styrket forening
At dømme efter stemningen og beslutningerne ved generalforsamlingen d. 3 februar i Høng er det en styrket forening, der går 2013 i møde. Først og fremmest står bestyrelsen stærkere nu med 5 medlemmer. De 3 medlemmer, som med støtte fra en række medlemmer udgjorde bestyrelsen gennem 2012, har været et rigtigt arbejdsår igennem. Den udvidede bestyrelse sammen med det vedtagne kontingent giver foreningen større gennemslagskraft på stort set alle områder. Det betyder samtidig, at foreningen venter resultater på den politiske front til gavn for medlemmerne.
Godt 40 medlemmer var mødt frem til landsforeningens generalforsamling i Høng på Vestsjælland. Der var repræsentanter fra såvel Jylland og Fyn samt Lolland, og det var lige netop, hvad foreningen havde håbet på: At være en landsforening!
Bertel Stenbæk, formand for teknik & miljø udvalget i Kalundborgs kommune var blevet bedt om at dirigere generalforsamlingen, og det gjorde han med god ro og orden. Flot arbejde. En tak skal også lyde til Hanne Meier, der inden mødets start sad ved indgangen og bød de fremmødte velkommen. Udover at tjekke medlemskab og udlevere stemmesedler tog Hanne sig derefter af referatet!
Efter valg og stemmeafgivelse ser den nye bestyrelse således ud: Som formand valgtes Arne Kjær Christensen, Ulla Jacobsen blev kasserer og derudover valgtes bestyrelsesmedlemmerne Sven Kristiansen, Leif Olesen og Benny Johansen.
Den gamle bestyrelse havde foreslået uændret kontingent, men efter en drøftelse, hvor mange medlemmer gav deres mening til kende, endte kontingentet på 250kr. Det budskab, som ændringen signalerer, er medlemmernes og bestyrelsens visioner og mål for 2013. Dette gælder bl.a. hvordan vi fortsætter arbejdet med at komme i kontakt med stadigt flere solcelleejere. De ydelser, som foreningen kan tilbyde medlemmerne, skal udbygges og være synlige for solcelleejere i hele landet.
På fotoet er Ulla Jacobsen igang med kassererberetningen.